Hvad koster det at bygge en hjemmeside

Hvad koster en hjemmeside

”Hvad koster en hjemmeside?” spørger kunden.

”Det kan jeg ikke lige svare på, for det er lidt som at købe en bil, du vil gerne have en Ferrari, men du har kun råd til en Skoda”.

Som digital projektleder er det en af de analogier jeg hører, og også selv bruger. Det er en fin analogi til hurtigt gøre det klart, at det ikke er en pris man bare lige slynger ud. Og det er et evigt diskussionspunkt hvordan og hvorfor vi skal estimere.

Men bilanalogien holder ikke helt

Med bilanalogien er jeg med på at pris og kvalitet ofte hænger sammen. Men jeg kan stadig få listepriser på addon’s på min bil. At jeg tilvælger lædersæder med indbygget varme gør nemlig ikke, at der skal ændres på motoren, eller at bilen ikke fortsat kan males rød på samme måde, som hvis jeg valgte standard stofbetræk.

Sådan hænger det ikke helt sammen når det er software vi arbejder med, for nogle funktioner er afhængige af andre, og oftest kan det løses på forskellig vis – nogle løsninger er bedre end andre.

At få leveret en hjemmeside kan efterhånden klares af de fleste. Men at få leveret noget unikt, der er tilpasset præcis din forretning og målsætninger kan ikke klares ud af en kasse.

Specialfunktionalitet, et unikt design, gennemtænk brugervenlighed, eller en helt unik funktion, der ikke er set før ( det er den nu nok alligevel), kræver noget arbejde, og specialister.

Og jeg indrømmer det. Min egen side er et tema jeg har fundet der var færdiglavet. For jeg har ikke de store krav til design og funktionalitet, eller KPI opfølgning.

Hvordan afklarer vi kompleksiteten i projektet?

Det er relativt hurtigt at afdække det indledende:

• Har din forretning en eksisterende hjemmeside, eller er det en ny virksomhed
• Hvilket niveau af kreativt design ønsker du?
• Hvor teknisk komplekst skal din side være (integration til andre systemer mm)
• Hvor meget arbejde skal der til efter du har lanceret din side?

Vi kan vælge et redesigne og opdatere den eksisterende side, eller bygge en helt ny. Den afklaring i sig selv kræver noget arbejde, og en indsigt i strategien og retningen for din virksomhed.

Hvis du skal starte fra 0 med et nyt site så er det nødvendigt at der bliver arbejdet med:

  • Strategi
  • Branding/markedsføring
  • Indhold
  • Design
  • Udvikling
  • Søgemaskineoptimering (SEO)

Hvad koster designprocessen

Designprocessen der skal til for at dit website bliver unikt og passer til dit brand kræver nogle grundlæggende tanker og undersøgelser:
• Hvad er formålet med siden
• Hvem er dine besøgende
• Hvad skal de besøgende foretage sig på siden
• Hvilket indhold vil det være

Det er bare en del af processen. Uden en designguide og brandguideline kan selve farveladen tage lang tid at arbejde på.

Når designeren leverer wireframes eller decideret afpudsede skærmbilleder af hvordan det vil se ud, så er det let at tænke, det kan ikke være så svært at have lavet det – Men du oplever ikke tiden der er lagt i at tilpasse elementerne, placere dem i forhold til hinanden, omstrukturering af nogle sider fordi du kom i tanke om noget dagen før deadline på designet.

Hvad koster udviklingen (programmeringen)

Det kommer helt an på hvor komplekse funktioner du skal bruge, og hvor vildt designeren har lavet oplægget. Rigtig mange visitkort hjemmesider kræver ikke vilde integrationer.

Men så snart der er tale om håndtering af medlemmer, webshops, eksterne services, ERP og andre smarte systemer, så begynder tiden at stige, og dermed også prisen.

Der findes selvfølgelig også nogle færdiglavede elemeneter med eks. API integrationer, eller moduler der kan sættes oven på, og så skal det jo ikke laves fra bunden, men det kræver stadig test og opsætning.

Vedligeholdelse af teknikken

Den her har jeg til tider svært ved at sælge ind til nogle kunder, da hjemmesiden kommer med en pris, for et produkt. Problemet er bare, at det software vi har med at gøre, og ikke en tilbudsavis der distribueres, og dermed har kort levetid.

Der er altid fejl i software

For det første, så har software ALTID huller. Uanset hvor dygtig en udvikler du har hyret, så vil der opstå fejl eller huller – Nogle er ikke synlige og bliver aldrig opdaget, men andre kan give problemer på sigt.

Derfor er der behov for service og vedligehold (Her holder bil-analogien faktisk nogenlunde). Dit CMS skal opdateres til den seneste version, og evt. plugins skal også holdes opdateret, der skal tages backup, hosting, lukkes sikkerhedshuller og Google kommer med nye krav ifht. SEO.

Derudover er der vedligehold af indhold, ofte er det kun nogle få ting der ændrer sig, men
for det meste ændrer indholdet sig ikke så meget, men det vil være nødvendigt med nogle små ændringer – Nogle af disse kan også medføre lidt ændringer af designet, eksemelvis introduktion af nye elementer.

Markedsføring af websitet og din forretning online

Nu har vi berørt løbende vedligehold og support i forhold til websitet. Men der er også hele marketing aspektet. Prisen her er fuldt ud variabel alt efter hvad formålet er, og hvor meget du vil have ud af din hjemmeside, men det er også præget af konkurrencen i lige præcis din sektor og geografi du går ofter.

Uanset hvad din strategi og KPI’er er for websitet er, så er det nødvendigt at afsætte midler til arbejdet – Ellers ender det med at være en tom ø på internettet – For der er rigeligt med hjemmesider derude, som du konkurrerer mod.

Her er det indsatser som søgemaskineoptimering og linkbuilding, social medieinsats for at tiltrække besøgende, annonering, e-mail marketing mm.

Hvis du stadig er her, så tror jeg du har fået fat i, at det er mere komplekst end at sammenligne med at købe en bil, men analogien holder stadigvæk. For det kræver vedligehold og pleje med både biler og hjemmesider, men der er mere i det end bare vedligehold. Desværre er der mange hjemmesider der ikke får den omsorg de har behov for, og jeg vil ønske det var et større fokusområde i virksomhederne.

Skriv et svar