Det bedste værktøj til Intern kommunikation

Slack er i mine øjne det bedste værktøj til intern kommunikation

Email er ikke bygget til at være et samarbejdsværktøj. Desværre synes jeg ofte, at jeg lader e-mailen styre min arbejdsdag. De fleste spår sådan set også, at e-mailen uddør. Det tror jeg til gengæld ikke den gør 100 procent. I hvert fald ikke i nærmeste fremtid.

Til gengæld bør e-mailen afskaffes som det interne kommunikationsværktøj. Vi har de seneste år set en gevaldig stigning i værktøjer der skal være med til at skabe en samarbejdende arbejdsplads (collaborative workplace).

 

Slack er det smide værktøj til intern kommunikation

Et af disse værktøjer er Slack. Jeg fremhæver Slack fordi det er et af de værktøjer, der oplever størst fremgang for tiden, og så er jeg selv forfaldet lidt til det, i forbindelse med forskellige projekter.

Der findes mange lignende værktøjer der kan bruges til at dele filer og dokumenter og styrke den interne kommunikation i en organisation, uagtet om man sidder på samme kontor, eller i hver sin ende af landet.

Slack er bare anderledes end disse programmer. Fx Yammer og Lync. Det er sjovt, lækkert designet, og så er det yderst intuitivt. Derudover findes det til PC, iOS og android – Det vil sige, du kan bruge det på både din computer, tablet og mobil.

Hvad er det?

Slack er i bund og grund et kommunikationsværktøj. Grundlæggeren hedder Stewart Butterfield, som også er en af medstifterne bag den populære billeddelingstjeneste Flickr.

Kommunikation i Slack foregår samlet ét sted. Heldigvis er det muligt at dele det op i forskellige kanaler, channels, alt efter emne, projekt eller afdeling, og samtidig kan medarbejderne således hoppe ind på de enkelte kanaler, som det passer dem. Det er også muligt at have private samtaler (ligesom i alm chatprogrammer) gruppesamtaler og private grupper.

 

Slack kan således benyttes til både samarbejde, holde overblikket i hverdagen og styrke virksomhedens kultur og sammenhold.

Men andre apps kan også levere chat?

Ja, det er korrekt. Man kan chatte med hinanden, ligesom du kan i Lync, Yammer osv. Men forcen for Slack er at det er virkelig simpelt, og rigtig godt til samtidig at dele dokumenter, billeder, links osv. – Og det er her Slack fejer langt de fleste konkurrenter af banen.

Integration med en lang række af værktøjer

Slack fejer sine konkurrenter af banen når det kommer til integration med andre services. Dropbox, Google drive, Hangouts, Skype, Twitter, GitHub og Trello. Listen over mulige integrationer er lang, og det er næsten kun fantasien der sætter grænsen, så længe der er et API, kan det næsten integreres. Slack arbejder også rigtig godt sammen med IFTTT (If This Then That) Så du kan endda integrere det med endnu flere ting.

Det er rigtig nemt at dele dokumenter inde i Slack, og samtidig kan de diskuteres med dit team. De fleste har forsøgt at arbejde med en email tråd, der er fyldt med vedhæftede filer, og modtagere der forsvinder, eller ikke får svaret, fordi den er druknet i mængden. Øv.

Søgefunktion og visuelt enkelt

Du kan søge på alt i Slack, i hvert fald hvis det er noget der er delt med dig, og du kan søge alt frem på ingen tid.

Det er vildt fedt, at man så nemt kan søge tingene frem, og på den måde i sig selv sparer tid på at skulle lede efter dokumenter. Samtidig har man adgang til historikken, og kan finde et bestemt svar igen.

Og så er det visuelle helt i top når det kommer til Slack. Når man deler links, tweets osv bliver billeder, beskrivelser og overskrift vedhæftet. Du skal sådan set bare sætte linket ind. Så klarer den resten. Youtube videoer og billeder blvier også gjort visuelle på en lækker måde. Ligesom GIF’s automatisk understøttes (Det kan vi godt lide!)

Så hvorfor er Slack var det fedeste værktøj?

Det er ikke den eneste platform på markedet der forsøger at hjælpe med intern kommunikation i organisationer. For det første er det gratis. Men når man har prøvet flere forskellige værktøjer som Podio, Google Drive, Lync, IRC (Ja, det findes endnu) Trello etc, så finder man hurtigt nogle mangler.

Et program der skal hjælpe mig i hverdagen skal se godt ud, det skal virke på alle platforme, og det skal gøre det hele lettere. Og det er her, hvor Slack vinder.

Slack har sin styrke hvis man har medarbejdere der kan arbejde hjemmefra, eller måske ofte er væk fra kontoret. Det kan helt sikkert også være en rigtig stor styrke at integrere i en lille virksomhed eller organisation. Især når man tænker på det ikke er omkostningstungt.

One response

  1. […] og ny teknologi direkte ned i virksomheden, og sige at den vil løse alle problemer – Slack, en platform som jeg selv elsker meget højt, kan heller ikke løse alle problemer for et team – hvis […]

Leave a Reply

%d bloggers like this: